Nyt land fanget ind i hestekødskandale

Der er fundet hestekød i norsk fryselasagne af mærket First Price. Det bekræfter NorgesGruppen ASA, der er en norsk grossist- og detailvirksomhed.

Svaret på prøverne kom fredag, og de viste, at kødet i produktet indeholder mere end 60 procent hest.

- Der er definitivt mest hestekød i lasagnen. Vi ved ikke, hvor langt tilbage det går, siger kommunikationschef i NorgeGruppen Kine Søyland.

- Dette øger sandsynligheden for, at der også er hestekød i andres produkter, siger hun.

NorgesGruppen fjernede alle lasagne-produkter fra hylderne i slutningen af forrige uge, efter at der opstod mistanke om brug af hestekød.

Produktet er derfor ikke længere tilgængelig i butikkerne. Forbrugere, som har First Pice-lasagne i fryseren, opfordres til at levere produktet tilbage til butikkerne, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Den norske regering har indkaldt til hastemøde om hestekødsskandalen fredag eftermiddag.

Hele skandalen begyndte den 16. januar, da den irske fødevarestyrelse meddelte, at der var fundet dna fra heste i hamburgere, som sælges i en række fødevarekæder.

Efterfølgende har skandalen bredt sig i galoptempo, da det kom frem, at lasagne fra den svenske færdigretsgigant Findus viste sig at indeholde op mod 100 procent hestekød.

Kødet kan angivelig spores tilbage til rumænske slagterier.

Der er indtil videre fundet hestekød i oksekødsvarer i Irland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz og Sverige, mens også tyske, norske og danske forbrugere menes at have været udsat for hestekød forklædt som oksekød. Senest er Rusland kommet på listen.

EU-landene er blevet enige om at lancere en tre måneders systematisk inspektion, hvor der skal foretages dna-tests af kødprodukter for at afsløre eventuelle forekomster af hestekød. EU's forbrugerkommissær, Tonio Borg, siger, at der ikke er grund til panik.

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip