Olsen: Vi har en god angriber i Cornelius

Andreas Cornelius beviste endnu en gang, at han er god nok til at spille på det danske fodboldlandshold, da Danmark tirsdag aften spillede 1-1 i Parken mod Bulgarien i VM-kvalifikationen.

Landstræner Morten Olsen er godt tilfreds med den fysisk stærke FC København-angriber, der fik sit gennembrud i fredagens 3-0-sejr ude over Tjekkiet.

- Vi har en god angriber i Cornelius. Det var ham, der fremtvang det straffespark, vi fik mod Bulgarien.

- Han er god på bolden og farlig. Det er godt at se, at han nu har spillet to kampe på så højt et niveau, siger Morten Olsen, der efter en times spil kunne se 1-0-målscoreren mod Tjekkiet få tilkæmpet sig et straffespark mod Bulgarien.

Det blev udnyttet sikkert af Daniel Agger, så Danmark fik 1-1 i kampen mod Bulgarien.

Landstræneren havde til kampen mod Bulgarien valgt Dennis Rommedahl på højrekanten i stedet for Andreas Cornelius' holdkammerat fra FCK, Nicolai Jørgensen, der ikke leverede sin bedste præstation i fredagens sejr i Tjekkiet.

- Nicolai Jørgensen er en spiller, der skal vandre ind i banen, og det gjorde, at Lars Jacobsen ikke kom frem til sit spil nede i Tjekkiet.

- Vi havde brug for Rommedahls hurtighed og rutine, så derfor valgte jeg at starte med ham mod Bulgarien, siger Morten Olsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip