Overblik: USA på vej ned i et økonomisk hul

* Den 31. december udløber de midlertidige skattelettelser, som blev vedtaget i 2001 og 2003 under den tidligere republikanske præsident George W. Bush.

* Den demokratiske præsident, Barack Obama, vil gøre skattelettelserne permanente for 98 procent af befolkningen, men han vil have skattestigninger for husholdninger, der årligt tjener mere end 250.000 dollar (cirka 1,4 millioner kroner).

* En sådan skatteaftale indgår i en samlet plan for at reducere USA's kæmpegæld.

* Den anden halvdel er store besparelser på det offentlige budget.

* Republikanerne i Kongressen er lodret imod de skattestigninger, som præsidenten foreslår. De vil reducere USA's gæld gennem endnu større offentlige besparelser.

* Hvis Kongressen og Obama ikke bliver enige om en aftale inden nytår, så iværksættes der automatiske besparelser på de offentlige budgetter, der især vil ramme forsvaret og en række velfærdsordninger.

* Samtidig vil skatterne stige for alle.

* Kombinationen af automatiske besparelser og skattestigninger vil ifølge eksperter trække 600 milliarder dollar (3375 milliarder kroner) ud af den amerikanske økonomi næste år og sende landet i recession. Det kaldes "the fiscal cliff" - den økonomiske afgrund.

* Meningsmålinger viser, at et stort flertal af amerikanerne støtter præsidentens forslag om skattestigninger for de rigeste amerikanere.

/ritzau/

Dagens Gossip