Piger slår drenge i matematik på gymnasiet

I folkeskolen er det drengene, der er bedst til at beregne omkredsen af en trekant og løsningen af en ligning.

Men når eleverne kommer på det almene gymnasium, og kravene til matematik skrues i vejret, så bytter rollerne, skriver metroXpress.

Pludselig er pigerne de bedste, og en større andel af drengene dumper, viser en rapport fra Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet.

Ifølge undersøgelsen dumper cirka 33 procent af drengene - svarende til hver tredje - og 20 procent af pigerne - svarende til hver femte - i skriftlig matematik på B-niveau.

Lektor Lars Ulriksen er en af forskerne bag rapporten, og han forklarer kønsforskellen med, at pigerne er bedre til at leve op til de øgede krav i gymnasiet, end drengene er.

- Både krav til arbejdsindsats og faglighed stiger i gymnasiet, så man kan ikke bare nøjes med at være til stede og samle op undervejs i timerne.

- For de fleste kræver det, at man forbereder sig, og pigerne laver typisk flere lektier end drengene, siger Lars Ulriksen til metroXpress.

Undersøgelsen er baseret på tal fra 2009, og ifølge avisen er det i løbet af de seneste år gået i den rigtige retning.

Men formanden for matematiklærerne, Morten Olesen, oplever fortsat, at pigerne er bedre rustet til matematiktimerne:

- De kan koncentrere sig om den samme opgave i længere tid. Drengene vil have svar nu - ellers gider de ikke. Pigerne har roen til at tage et længere arbejdsryk, og derfor er den typiske dygtige elev til matematik en pige, siger han til MetroXpress.

Tal fra samme avis viste for nylig, at hver 10. gymnasieelev dumper matematik. Dermed er matematik det fag, som flest elever får dumpekarakter i.

/ritzau/

 

Dagens Gossip