Politiet afslører stort lager med tyvekoster i det sydlige Odense

Retten i Odense.

Politiet på Fyn har afsløret et stort lager med tyvekoster i et hus i det sydlige Odense.

En 36-årig litauisk statsborger uden tilknytning til Danmark blev på den baggrund i eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, og han  er sigtet for omfattende tyverier af blandt andet bærbare computere og avanceret fotoudstyr.

Klik her og bliv ven med netnyhederne.dk på Facebook nu...

- Den nu fængslede mand havde sammen med mindst een anden person indlogeret sig i et hus i den sydlige del af Odense, og da politiet tirsdag morgen på grundlag af en konkret mistanke aflagde stedet et besøg, stod det klart, at huset fungerede som lager for tyvekoster i den kvalitetmæssigt bedre ende af skalaen, oplyser advokaturchef Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi.

Der blev samtidig fundet diverse traditionelt indbrudsværktøj. En anden beboer nåede at stikke af fra stedet, og han er fortsat på fri fod.

Den sigtede nægter sig skyldig. Han forklarede i retten, at de øvrige beboere måtte have begået tyverierne, mens han sov.

Fængslingen skete af hensyn til risikoen for flugt og for risikoen for påvirkning af vidner eller medgerningsmænd.

Der venter nu Fyns Politi et større efterforskningsarbejde med at sammenkoble kosterne med gerningsstederne. Foreløbig er kun eet gerningssted fastlagt. Det drejer sig om et villaindbrud i Vordingborg i nat.

Den sigtede protesterede imod varetægtsfængsling, men han har ikke kæret afgørelsen til landsretten.

Dagens Gossip