Politiet undersøger dødsfald i Møgeltønder

En person er fundet død ved et hus i den sønderjyske by Møgeltønder. Politiet undersøger, om der er tale om en forbrydelse, siger kommunikationschef Helle Lundberg, Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi undersøger, om personen er død en naturlig død, eller om der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet, siger Helle Lundberg.

Hun ønsker ikke at oplyse den præcise adresse, men siger, at politiet har afspærret et område i udkanten af Møgeltønder.

- Nærmere kan jeg ikke komme det på nuværende tidspunkt, siger hun.

I det afspærrede område arbejder politiet på at sikre sig spor, hvis der skulle vise sig at være tale om en forbrydelse.

- Det kan vise sig at være et naturligt dødsfald, men vi er nødt til at sikre os tekniske spor, hvis der skulle ligge en forbrydelse bag, siger Helle Lundberg.

Ifølge netavisen jv.dk er det en kvinde, der er fundet død, og adressen skal være Slotsfeltvej i nærheden af Schackenborg Slot, hvor prins Joachim bor med sin familie.

/ritzau/

 

Dagens Gossip