Politikere vil straffe politi-chikane hårdt

I flere af partierne på Christiansborg er man bekymrede for landets politibetjente, der i stigende grad udsættes for chikane uden for arbejdet.

Det skal stoppes, og før er bedre end senere.

- Der skal være nultolerance politik i forhold til dem, der gør det her, lyder den klare melding fra SF's retsordfører Karina Lorentzen, der kalder stigningen for en virkelig kedelig tendens.

Samme toner lyder fra Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.

- Der skal selvfølgelig være nultolerance over for de kriminelle, der tror, de kan rende rundt og genere politifolk, fordi de passer deres arbejde, siger Lorentzen.

Det er ekstra alvorligt, at netop politifolk bliver generet, mener man i begge partier og i Dansk Folkeparti.

- Der er altså skærpede omstændigheder, når der er tale om politifolk. For de skal altså have lov til at udføre det erhverv, de har, og samtidigt kunne være i fred, siger medlem af retsudvalget Pia Adelsteen (DF) og fortsætter:

- Grænsen skal sættes meget, meget lavt i forhold til, hvornår de føler sig generet, for ellers ender det med, at vi ikke har nogen, der har lyst til at være politifolk, og det vil vi jo meget gerne have.

Hos De Radikale er retsordfører Jeppe Mikkelsen også handlingsklar.

- Vi skal tage det overordentligt seriøst og først og fremmest se på omfanget af det. Jeg vil meget gerne være med til at se på, om vi fra politisk hold kan være med til at stoppe det, siger han og understreger, at politikerne må i dialog med politiet selv om problemet.

Venstres Karsten Lauritsen skitserer flere muligheder for, hvordan chikanen kan stoppes med lov.

- Vi kan øge straffen for folk, der chikanerer politibetjente. Vi kan også allokere flere ressourcer inden for politiet i forhold til at opklare de her episoder, siger han.

Men endnu mere vigtigt, så skal politiet sørge for at melde alle episoder.

- Så vi har et ordentligt materiale og et ordentlig overblik over, hvor stort problemet er, og hvor voldsomt det er i vækst. Og det er jo forudsætningen for at kunne bekæmpe det.

Både Radikale og SF mener, det er nødvendigt med en kortlægning af problemet.

En af de store udfordringer er, at meget af chikanen er mere ubehagelig for politifolkene, end den er rigtig ulovlig.

- Det allervigtigste er, at vi først og fremmest får kortlagt, hvor det er, hullerne i lovgivningen er henne. Når det handler om vold og trusler, er det jo strafbart, og jeg tror, vi bliver nødt til at få et overblik over, hvad det er, der falder uden for, lyder det fra SF's Karina Lorentzen.

Indtil en kortlægning er fuldført, kan man eventuelt se på, om den forholdvis nye lov om stalking kan bruges i nogle af tilfældene, lyder et forslag fra Venstre.

 

Dagens Gossip