Radikale: Elbæk undersøges af Rigsrevisionen

Rigsrevisionen skal undersøge kulturminister Uffe Elbæks (R) rolle i sagen om Akademiet for Utæmmet Kreativitet, siger De Radikales landsformand Klaus Frandsen, som er statsrevisor, til TV2 News.

Det har Folketingets kulturudvalg bedt om, oplyser han.

Det sker efter udvalgets samråd med kulturministeren tirsdag om hans rolle i Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

- De har anmodet om en forholdsvis snæver undersøgelse. Med de bemærkninger, jeg har hørt fra andre statsrevisorer, er der ikke nogen tvivl om, at det kulturudvalget beder om, vil ske.

- Så der vil komme en undersøgelse i nøjagtig det omfang, som kulturudvalget beder om, siger han.

Undersøgelsens omfang afgøres, når folketingets statsrevisorer mødes onsdag 12. december.

Uffe Elbæk kom uheldigt ud af tirsdagens samråd, hvor han måtte erkende, at en embedsmand havde advaret ham mod at holde flere en fem arrangementer på AFUK.

Kulturministeren har afholdt fem arrangementer på AFUK, hvor han tidligere har været bestyrelsesmedlem, og hvor hans mand har været ansa t siden 1. maj i år.

Uffe Elbæk har allerede undskyldt, men det er ikke nok, mener hverken statsrevisorerne eller Kulturudvalget.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV