Rekordstort gab mellem rige og fattige børn

Guldsko eller sult og nød. Der er stor forskel på, hvad verdens børn har at se frem til, når de bliver født.

Den økonomiske forskel mellem verdens rigeste og verdens fattigste børn er vokset med 35 procent siden siden 1990, viser en ny rapport fra det internationale Red Barnet.

Uligheden mellem børn er næsten dobbelt så stor som mellem voksne, og det er et stort problem, for uligheden rammer børnene hårdest af alle, fortæller Julie Koch, der er sektionsleder for rettigheder og uddannelse i Red Barnet.

- Uligheden viser, at vi mangler at få de aller fattigste med. Og ulighed for børn betyder, at de reelt ikke har store chancer for at komme ud af den ekstreme fattigdom, de befinder sig i, siger hun.

Rapporten fra Red Barnet tager udgangspunkt i 32 lande, og den kommer forud for mødet i FN's højniveau-panel, hvor nye tiltag til at udrydde global fattigdom samt nye post-2015 mål for udvikling skal drøftes og vedtages.

- Vi mener, at de nye mål, der skal laves efter 2015-målene, og som nu bliver diskuteret af verdens ledere, skal have fokus på ulighed. Ellers vil vi se uligheden vokse endnu mere, siger Julie Koch.

I nogle lande er de aller fattigste blevet en smule rigere, men fordi der samtidig er flere, der er blevet meget rige, er leveomkostningerne steget, så det er blevet sværere, at være fattig.

- Det, man konkret kan gøre, er at lave mekanismer såsom skattesystemer, at give direkte ydelser til de aller fattigste, samt at sikre gratis skolegang og gratis sundhedsydelser som direkte hjælper de aller fattigste, siger Julie Koch.

I visse lande er den økonomiske ulighed vokset med 179 procent.

De lande, hvor der er størst forskel på rige og fattige børn, er Bolivia, Colombia, Haiti, Guatemala og Namibia. I Bolivia bor de rigeste børn i et hjem med en indkomst, der er 222 gange større end landets fattigste børns.

Dagens Gossip

Dagens TV