Rooney er slet ikke i kampform lige nu

Wayne Rooneys fremtid i Manchester United er fortsat usikker. Rygter vil vide, at angriberen til væk fra klubben, men manager David Moyes lader sig ikke distrahere af virakken og ser ud til at regne med Rooneys hjælp hele sæsonen.

Godt nok valgte Alex Fergusons afløser at lade Rooney starte på bænken i lørdagens 4-1-sejr over Swansea, men det skyldtes udelukkende manglende kampform efter et par mindre skader.

- Han er endnu ikke fysisk klar, for han har ikke trænet meget, men han kom ind og spillede godt.

Det vil gøre Wayne godt at have fået de minutter på banen, siger Moyes til BBC.

Rooney blev skiftet ind efter en times spil og var indblandet i Uniteds tredje og fjerde mål.

Selv ville han ikke kommentere klubskiftesituationen efter kampen, men fokuserede på sin egen præstation og den manglende form.

- Jeg mangler tydeligvis skarphed. Jeg har ikke deltaget i ret mange træninger med førsteholdet, fordi de har været væk.

- Jeg er nødt til at have mere kamptræning, siger Rooney til Daily Telegraph.

De er Chelsea, der har fingrene ude efter Rooney, men indtil videre har United holdt fast i, at den rødhårede måltyv ikke er til salg.

Wayne Rooney har to år tilbage af sin kontrakt med de engelske mestre.

/ritzau/

 

Dagens Gossip