S: DF er på slingrekurs om brugerbetaling

Da Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, forleden på DR afviste øget brugerbetaling i sundhedsvæsnet, udtalte han sig stik imod DF's tidligere udmeldinger og førte politik.

Sådan lyder beskyldningen fra sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S), der mener, at DF-formanden bør melde klart ud.

- Det skriger til himlen, at Kristian Thulesen Dahl taler om fri og lige adgang til sundhedsvæsnet, når Dansk Folkeparti indførte brugerbetaling under VKO-samarbejdet, siger hun.

- De har oven i købet flere gange udtalt, at de er villige til at indføre mere brugerbetaling på behandlingen på ikke-livstruende sygdomme.

Hun henviser blandt andet til fertilitetsbehandling af ufrivilligt barnløse, hvor DF sammen med den daværende regering indførte brugerbetaling og undlod at stemme for, da S-R-SF-regeringen for nogle måneder siden rullede aftalen tilbage.

- Jeg tror, Dansk Folkeparti vil sælge den fri og lige adgang til sundhedsvæsnet, hvis de kommer i regering, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Det var i tv-programmet Hos Clement på DR, at Kristian Thulesen Dahl direkte adspurgt afviste mere brugerbetaling.

Den nykronede DF-formand mener dog, at Socialdemokraterne skyder langt forbi målet med kritikken, og fastslår, at partiet grundlæggende ikke går ind for mere brugerbetaling i sundhedsvæsnet.

Han påpeger, at de penge, der røg i kassen, da barnløse måtte betale for kunstig befrugtning, blev brugt i sundhedsvæsnet.

- Samtidig opretholdt vi en pulje, som de, der ud fra en lægelig vurdering, skulle have kunstig befrugtning, fortsat kunne få det vederlagsfrit, siger Kristian Thulesen Dahl.

Desuden har DF kun talt om brugerbetaling på ikke-livstruende sygdomme i forbindelse med operationer eller behandling, der ikke har nogen lægelig begrundelse som eksempelvis kosmetiske operationer, lyder det.

- En eventuel betaling for kosmetiske operationer har ikke noget som helst at gøre med diskussionen om brugerbetaling i sundhedsvæsnet. Der er jo masser af ting, som danskerne betaler for at få gjort, som ikke har nogen lægelig begrundelse.

- Jeg synes, det er noget søgt af Socialdemokraterne at forsøge at bringe det ind i diskussionen.

Dagens Gossip

Dagens TV