Sådan får du ro på bagsædet: Her er de 5 bedste apps til børn

Snart vil mange danske forældre proppe bilen med børn og badetøj, og fra indkørslen vil familien på fire hjul sætte kursen ud i ferielandet.

Bilferie er en populær ferieform herhjemme, men fridagene på de europæiske motor- og landeveje er også noget, der kan sætte børnenes tålmodighed og forældrenes tolerance på prøve.

Dagens.dk har i samarbejde med hjemmesiden Gode Apps til Børn kigget nærmere på fem børnevenlige apps til tablet, og som kan være med til at sikre lidt ro fra bagerst i bilen.

Den digitale guide starter med at se nærmere på en dansk bjørn, der nok skal sørge for lidt færre af de enerverende 'hvornår er vi der'-spørgsmål.

Rasmus Klump
Den skandinaviske mediekoncern Egmont har udviklet appen om bjørnen med smækbukser og tophue, der fra skærmen inviterer selv meget små børn ind i en naiv verden af muligheder.

- Det er ikke bare et spil, men et helt lille univers med Rasmus Klump. Der er mange timer gemt i programmet, hvilket gør app'en rigtig god til lange køreture, siger René Høj, manden bag hjemmesiden Gode Apps til Børn.

I denne applikation - der kan hentes gratis - kan man fordrive tiden på de tyske motorveje med blandt andet at spille vendespil, tegne eller prøve kræfter med et pandekageværksted, hvor man kan udsmykke masser af de flade kager, der tydeligvis har sat sit præg på bjørnens dejlig runde mave.

- Der følger automatisk én film med, siger René Høj og forklarer, at man inde i app'en har mulighed for at hente flere film mod betaling.

Toca Mini
Fantasien kan få frit løb på bagsædet med programmet Toca Mini, der koster 25 kroner at suge ned fra App Store eller Google Play.

Børnene kan virkelig udfolde sig kreativt ved at skabe en række unikke figurer, der fra bagsædet vil få selv de franske alper til at virke ligegyldige, når de ellers majestætisk glider forbi vinduerne.

Skal figuren have to eller tre øjne, og hvilken farve skal knapperne være på trøjen – sådan lyder nogle af de mange overvejelser, der er mulige at gøre sig med de digitale påklædningsdukker.

- Der er tusindvis af kombinationsmuligheder, så du laver aldrig den samme figur to gange, siger René Høj.

Fagtesangbogen
Vil du høre dit barn skråle 'Lille Peter Edderkop' hele vejen ned til campingpladsen i Italien?

Så har du nu muligheden med 'Fagtesangbogen'.

Musik og sang er omdrejningspunktet i denne gennemførte applikation, hvor man til muntrer toner og flotte animationer kan stifte bekendtskab med kendte og knap så velkendte børnesange.

Til sangene står der en kvinde og vinker sympatisk med hænderne til dit barn, der så skal forsøge at gøre kunsten efter. 

Der følger to gratis sange med til app'en, og så er det ellers muligt at udvide det musikalske repertoire med tilkøb af nye fagtevideoer og sangpakker.

Med kameraet i ens tablet er det muligt at optage ens barn, når det med hænder og barnlige hvin giver den gas til sangene.

- Fra ferien kan man sende optagelserne hjem til eksempelvis mormor og morfar med hjælp fra Facebook, siger René Høj.

Dr. Pandas Postbud
Hvem vil ikke gerne være en pandabjørn med arbejde i postvæsenet, og som der på knallert skal fræse op og ned ad bakker med pakker til beboere i en sorgfri bjergby?

Dét er nu muligt med denne applikation, der kvit og frit kan hentes ned inden sommerferien begynder.

- Dr. Panda er en fantastisk spilserie med flere udgivelser bag sig. Her kører du rundt og afleverer pakker i tre større byer, siger René Høj og forklarer, at der også venter spilleren en række udfodringer på postkontoret, hvor man blandt andet kan stemple og skrive postkort.

GOZOA Leg og Lær Matematik
Ordet 'gozoa' lyder lidt som en japansk energidrik, men bag navnet gemmer sig en række danskproducerede og gennemarbejdede læringsspil.

I dette platformsspil - der er for børn mellem fem og otte år - skal barnet klare bosser og ikke mindst løse matematikopgaver, hvilke låser op for nye baner og udfordringer.

- Det er en god motivationsfaktor, hvor barnet lærer noget, uden at vide det, siger René Høj.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip

Dagens TV