Sådan laver du din egen mandelmælk

Som en bonus kan den overskydende mandelpulp faktisk bruges til lækre småkager!

Tip: Jeg laver mandelmælken med kogende vand, da jeg har erfaret, at det trækker mere fedt og smag ud af mandlerne, hvilket resulterer i en federe og mere ’mandelsmagende’ mælk.

Mælken skiller desuden heller ikke på samme måde, som hvis man bruger koldt vand.

Dadler og vanillekorn kan udelades, hvis du vil have en mere neutral og ’madlavningsvenlig’ mælk. Tilsæt evt. lidt havsalt i stedet.

Til 1 L mandelmælk skal du bruge:
125g mandler
2 dadler, uden sten
Kornene af 1 vanillestang
1 L kogende vand

Sådan gør du:
Kombiner alle ingredienserne i en blender og giv den gas i et par minutter eller 5.

Jo længere tid du blender, jo mere fedt og smag trækkes ud af mandlerne.

Jeg foretrækker en klumpefri mælk og hælder derfor altid mælken igennem et osteklæde.

Pres mandelmassen (pulpen) grundigt for væske.

Mandelpulpen kan gemmes på køl i op til en uge eller flere måneder på frost.

Pulpen kan blandt andet bruges i småkager, brød, daddelkugler, kødfars, mv.

Hæld mandelmælken på skoldede glas og opbevar den på køl i 3-4 dage.

Omryst før brug.

Sabine Murati er 26 år og uddannet naturopath i biologisk medicin fra Institut for Biologisk Medicin. Hun er bosat i Canada og blogger om stenalderkost og sundhed på www.mypaleopantry.com.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip