Se billederne: Nyt VM-nederlag på isen til Danmark

Heller ikke det danske landshold kunne stoppe overraskelsesmandskabet Schweiz ved VM i ishockey i Stockholm, hvor schweizerne har taget fusen på alle eksperter.

Danmark tabte 1-4 i en kamp, hvor holdet kom bagud allerede efter knap to minutter og siden ikke for alvor formåede at ryste schweizerne, der i øjeblikket spiller, som om de har en orkan i ryggen.

På en dag, hvor danskerne led det fjerde nederlag i fem kampe, kan landstræner Per Bäckman dog glæde sig over, at nytilkomne Nicklas Jensen allerede i sin VM-debut demonstrerede en målnæse, som det danske landshold kan få stor gavn af.

Den 20-årige wing fra Vancouver Canucks var manden, der midlertidigt bragte Danmark tilbage i kampen, da han mod slutningen af anden periode i to forsøg fik manøvreret pucken over stregen og dermed reduceret til 1-2.

På det tidspunkt var kampen ellers i fare for at fuse ud, for i de knap fem minutter, der var gået, siden Schweiz bragte sig foran 2-0, virkede de danske spillere desillusionerede mod en modstander, der ellers ikke nåede niveauet fra tidligere i turneringen.

Schweiz lavede de to første mål i powerplay, det første allerede efter to minutter, det andet midt i anden periode, og så hjalp det ikke, at danskerne etablerede en ganske lige kamp, når de to hold var lige mange spillere på isen.

Det var heller ikke lige efter planen, at stærke Oliver Lauridsen skadet måtte forlade isen allerede tidligt i anden periode, og generelt har landsholdet været forfulgt af uheld i en turnering, hvor både Mads Christensen og Daniel Nielsen har måttet opgive at fortsætte.

Lauridsens exit sendte reserven Rasmus Nielsen i aktion, men det var først og fremmest Stefan Lassen, der sammen med Philip Larsen trak et stort læs i Philadelphia-spillerens fravær.

Men håbet om et dansk comeback i tredje periode blev hurtigt slukket, da Reto Suri lavede et noget billigt mål mod det danske forsvar, der havde Patrick Galbraith i målet bag sig.

Siden gjorde schweizerne det også til 4-1 på Nino Niederreiters scoring i powerplay. Den tredje schweiziske scoring i overtal.

Mens Schweiz som første hold i gruppen nu er matematisk sikker på en kvartfinale, bliver Danmark stående på tre point.

Holdet er stadig ikke ude af nedrykningsfare, selv om det er svært at forestille sig, at Slovenien slår Sverige eller Canada.

Danmark kan også selv redde sig ved at slå Hviderusland på mandag. Hviderusserne har ligesom danskerne tre point i tabellen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip