Se politiets besked her: Sådan kommer demonstrationerne i Aarhus til at forløbe

Lørdag den 31. marts er der lagt op til store demonstrationer i Aarhus, og politiet offentliggør nu en plan for hvordan de skal forløbe.

Det er Århus for Mangfoldighed og højregrupperne fra Danish Defence League og English Defence League, der står bag de to demonstrationer i Aarhus, og her kan du se hvordan politiet vil have det skal forløbe.

Østjyllands Politi oplyser nemlig følgende:

Der er givet tilladelse til at Danish Defence League kan afholde et offentligt møde i Mølleparken i Aarhus den 31. marts 2012 i tidsrummet fra kl. 1400 til kl. 1700. Deltagerne forbliver i Mølleparken under hele afviklingen.

> Husk at blive ven med netnyhederne på Facebook - gør det her <

Der er givet tilladelse til, at Aarhus For Mangfoldighed kan afholde en demonstration startende på Rådhuspladsen den 31. marts 2012 kl. 1300, hvor der vil blive holdt taler og spillet musik.

Demonstrationen bevæger sig efterfølgende fra Rådhuspladsen mod Bispetorvet af følgende rute: - Se vedhæftede fil - Rådhuspladsen, Frederiks Allé, Horsensgade, Ingerslev Boulevard (sydlige kørebane), Ingerslev Plads, Odensegade, Skt. Pauls Kirkeplads (østlige kørebane), M.P. Bruunsgade, Jægergårdsgade, Spanien, Dynkarken, Europaplads, Havnegade, Skolegyde og ind på Bispetorvet..

Demonstrationen slutter kl. 1630.

Østjyllands Politi opfordrer borgere, der har et ærinde i byen efter kl. 1200, til at undgå Frederiks Allé ind mod byen og finde alternative veje, idet der forventes at være en del mennesker omkring Rådhuspladsen.

Vi forventer at der vil være gener for trafikken frem mod kl. 1430 på denne strækning.

Der er fortsat ingen anledning til, at den enkelte borger i Aarhus eller besøgende i byen bør ændre deres adfærd, men når mange mennesker samles vil dette oftest kunne give nogle trafikale udfordringer, særligt når der er tale om en demonstration, der bevæger sig rundt i byen.

Der har i går været afholdt møde omkring busdriften i Aarhus på dagen, og der planlægges for de justeringer, der måtte komme på tale som følge af demonstrationen, der bevæger sig rundt i byen.

Vedrørende justeringer i busdriften så henvises til de respektive selskabers hjemmesider, der vil blive opdateret, når justeringerne er kendte.

Der er ingen specifikke oplysninger omkring forventet uro som følge af de to arrangementer, men under alle omstændigheder, så vil Østjyllands Politi være tilstede hele dagen med det nødvendige personale, således at eventuelle spontane uroligheder hurtigt kan bringes til ophør.

Borgere i Aarhus samt besøgende i byen må den 31. marts forvente at se mere uniformeret politi på gaderne end normalt.

Dagens Gossip

Dagens TV