Skandale-politiker nægter skyld i bestikkelse

Den tidligere toppolitiker i det kinesiske kommunistparti Bo Xilai har nægtet sig skyldig i en anklage om bestikkelse, meddeler domstolen, hvor den 64-åriges sag torsdag er indledt.

Den konkrete anklage om bestikkelse er den første af flere anklagepunkter.

Anklageren siger, at Bo Xilai har modtaget bestikkelse for mere end en million yuan (912.000 kroner) fra forretningsmanden Tang Xiaolin.

Den omstridte politiker afviser.

- Tang Xiaolins beskyldning om, at han har givet mig penge tre gange, er ikke sand, siger Bo Xilai.

Bo Xilai har dog tidligere indrømmet at have modtaget penge fra Tang Xiaolin. Det skete til kommunistpartiets undersøgelseskommission.

Politikeren har forklaret, at han "indrømmede mod sin vilje".

Retssagen mod den omstridte kinesiske politiker Bo Xilai blev skudt i gang torsdag ved retten i byen Jinan.

Bo, der tidligere blev betragtet som en fremadstormende stjerne i kommunistpartiet, står anklaget for blandt andet magtmisbrug og bedrageri i sagen, der er den mest højtprofilerede i Kina i årtier.

Sagen er "ekstremt kompliceret" ifølge chefdommer Wang Xuguang.

64-årige Bo Xilai, hvis fald fra tinderne har rystet hele kommunistpartiets elite, var partiboss i den sydvestlige millionby Chongqing og en af de mest populære ledere i kommunistpartiet.

Det officielle Kina har ikke oplyst mange detaljer om retssagen, der har blotlagt en dyb splittelse i partitoppen, hvor Bo stadig er populær blandt konservative.

Kinas retssystem kontrolleres af partiet, og dommerne tager imod ordrer fra partiledere. Det anses derfor for givet, at Bo Xilai vil blive fundet skyldig i en planlagt og iscenesat retssag, men der er blandt iagttagere tvivl om, hvor hård en straf, der venter ham.

Sagen mod Bo bliver anset for at være en prøvesten for den nye kurs under den nyligt indsatte præsident Xi Jinping, som siges at ville slå hårdt ned på korruption.

Skandalen begyndte for alvor at rulle, da Bos hustru, Gu Kailai, og den forhenværende politichef og højre hånd Wang Lijun begge blev fængslet for deres rolle i drabet på den britiske statsborger Neil Heywood.

Heywood blev dræbt i Chongqing i november 2011, og Gu Kailai blev dømt for drabet på ham sidste år.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip