Snevejr tvinger Ryanair-fly til Billund

Det voldsomme snevejr tvang søndag morgen et Ryanair-fly til at lande i Billund i stedet for Aarhus.

Flyet kom fra Stansted i England og skulle lande klokken ni i Aarhus, men blev altså omdirigeret, oplyser direktøren for Aarhus Lufthavn, Ole Paaske.

- Banens tilstand kombineret med vindretning og især vindstyrke gjorde, at kaptajnen ikke kunne lande på det tidspunkt, siger han.

Ifølge Ole Paaske skete det ikke kun på grund af snemængden, da en række andre faktorer også spiller ind på, om et fly kan lande eller ej.

Både snemængden, banefriktionen, vindhastigheden, vindretningen i forhold til baneretning og temperaturen indgår i ligningen.

Søndag morgen afgjorde regnestykket, at flyet ikke kunne lande i Aarhus.

- Så er der to udfordringer: Passagererne til Aarhus og de fra Aarhus, som gerne vil til London, siger Ole Paaske.

Over middag lykkedes det at mobilisere busser, som kunne fragte passagererne - med en sandwich og drikkevarer på lufthavnens regning - mod Billund. Derfra flyver de til London, hvor de ankommer noget forsinket.

Passagererne til Aarhus får også mulighed for at tage bussen, men Ole Paaskes forventer, at mange får venner og familie til at hente dem i Billund.

- Heldigvis er det ultra lavsæson og søndag, som er vores roligste dag i ugen. Vi har fem fly tilbage i dagens løb, som skal lette. Og hvorvidt det vil ske, er svært at sige. Det sner stadigvæk, men det er som om, at vinden tager af, konstaterer direktøren.

- Det er fra minut til minut. Der er så mange faktorer, som spiller ind, så man kan ikke forudsige noget som helst.

Ole Paaske opfordrer dog passagererne til at køre i lufthavnen, medmindre de hører andet fra flyselskabet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip