Tænketanke uenige om lavere selskabsskat

De forskellige økonomiske tilgange til jobskabelse kommer i den grad til udtryk, når man spørger den centrumvenstreorienterede tænketank Cevea og den liberale Cepos om udbyttet af en lavere selskabsskat.

Cevea advarer mod at tro, at lavere selskabsskat i sig selv vil føre til flere investeringer, højere vækst og flere job, efter at regeringen ifølge TV2 vil sænke skattesatsen fra 25 til 22 i forbindelse med den bebudede konkurrenceevnepakke.

Direktør Kristian Weise, Cevea, kalder det i en pressemeddelelse for "en myte", at lavere selskabsskat i sig selv skulle give mere vækst og skabe flere job:

- Det er muligvis resultatet i økonomernes regneark og modeller. Men i den virkelige verden viser historien noget helt andet.

- Selskabsskatten er ofte blevet sat ned, men det har ikke ført til hverken flere investeringer eller højere vækst, siger Kristian Weise.

Han siger, at skattesatsen er blevet sænket fra de 50 procent til de nuværende 25 siden 1980'erne.

- De lavere selskabsskatter har dog primært ledt til større udbytte til aktionærer. De private erhvervsinvesteringer er omvendt ikke steget i den periode. Siden 1985 har de udgjort mellem 12 og 15 procent af BNP hvert år, siger han.

Cheføkonom i den liberale tænketank Cepos mener omvendt, at sænkningen af selskabsskatten er for lille.

Ambitionsniveauet fra regeringens side er ganske enkelt ikke godt nok.

- Det vil bidrage til at øge investeringerne i ny teknologi, maskiner og forskning. Og ad den vej vil produktiviteten og velstanden øges, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen i en pressemeddelelse.

Når det er sagt burde ambitionsniveauet være større. Regeringen burde have sænket selskabsskatten til 20 procent, så vores selskabsskatteniveau blev mere konkurrencedygtigt end i Sverige, hvor satsen i år udgør 22 procent, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip