Tennis-veteran vil holde ud til OL 2016

Tennissæsonen holder vinterferie, men den schweiziske stjerne Roger Federer er i disse dage i São Paulo for at spille en opvisningsturnering, hvor også Caroline Wozniacki deltager.

I den forbindelse lægger Federer ikke skjul på, at han satser på at være tilbage i Brasilien i sommeren 2016 for at deltage ved OL i Rio de Janeiro.

- Mit mål er at komme tilbage til Brasilien om tre et halvt år for at være med ved OL, siger Federer ifølge AFP.

Federer er noteret for 17 grand slam-titler, hvilket er rekord, men han mangler at vinde OL-guld i single.

I år blev det til sølv ved legene i London, hvor han tabte finalen til Andy Murray på Wimbledons berømte græs.

For at komme med til OL i 2016 planlægger Federer at skære ned på antallet af turneringer, han skal spille de kommende år. Han vil være 35 år ved OL i Rio og har brug for at passe på sin krop.

- Jeg kan ikke spille 25 turneringer årligt. Jeg vælger at spille de turneringer, som jeg allerede har vundet eller har et specielt forhold til, siger Federer.

Foruden Federer og Wozniacki deltager Jo-Wilfried Tsonga, Victoria Azarenka, Maria Sharapova og Serena Williams blandt andre også i São Paulo.

/ritzau/

Dagens Gossip