Traktorfører alene om skylden for togpåkørsel

Havarikommissionen har afsluttet sin undersøgelse af en togulykke i en jernbaneoverskæring ved Marsbjergvej nær Lemvig den 23. maj, og skylden ligger ene og alene hos føreren af en traktor.

To passagerer i toget på Lemvigbanen kom lettere til skade, da toget med en hastighed på cirka 60 kilometer i timen bragede ind i en traktor med gyllevogn, som krydsede sporet.

Lokomotivføreren har forklaret til Havarikommissionen, at han så traktoren i god tid. Da han opdagede, at traktoren ikke satte farten ned, begyndte han selv at bremse, men da var det for sent.

For at redde sig selv flygtede togføreren ud af førerkabinen forrest i toget, mens toget torpederede traktoren.

Ulykken skete i en af de omdiskuterede jernbaneoverskæringer, som ikke er bevogtet med bomme.

I forbindelse med overskæringen er der alene opsat et skilt, som henleder trafikanternes opmærksomhed på, at der er en krydsende jernbane. Skiltet er forsynet med en undertavle med teksten "se efter tog".

Traktorføreren har i forbindelse med undersøgelsen forklaret, at han først opdagede jernbaneoverskæringen i sidste øjeblik, og da han forsøgte at bremse, skred traktoren på noget grus.

Havarikommissionen bemærker, at der for trafikanter på vejen ved overskæringen er frit udsyn og vurderer, at traktorføreren ikke har kørt efter forholdene.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV