Tronskifte: Her er Europas yngste monark

Tirsdag skete der noget ganske opsigtvækkende i Holland - et nyt royalt overhoved så dagens lys.

Det skete, da dronning Beatrix abdicerede efter 33 år på tronen. Det er hendes 46-årige søn, kronprins Willem-Alexander, der overtager det royale job.

Han bliver den yngste monark i Europa.

Willem-Alexander Claus George Ferdinand - blandt venner bedre kendt som "Alex" og i den tabloide presse som "Prins Pilsner" - grundet sin smag for øl - er i løbet af de seneste år i stigende grad blevet kendt for sine meritter inden for vand og vandressourcer.

Således sidder den nyudnævnte konge i dag i en række internationale bestyrelser, hvor han bidrager med sin viden på området.

Willem-Alexanders vej til bestyrelsesposterne har imidlertid været både broget og lang.

Således var han i mange år først og fremmest kendt for sin kærlighed til hurtige biler og smukke kvinder kombineret med store mængder øl.

Historiestudiet tog ham da også seks år, selvom det egentlig var normeret til fire. Og efter sin eksamen brugte han tilsyneladende flere kræfter på ski- og sejlture end på royale pligter.

Mest kontroversielt var imidlertid hans valg af hustru - den argentinske Maxima Zorrigueta, hvis far var minister under det sydamerikanske lands militærdiktatur fra 1976-1983. Ægteskabet vakte voldsom vrede, der dog er aftaget med årene.

Hendes smilende og vindende væsen har skabt begejstring, og det er almindeligt anerkendt, at hun har været den nye konge et godt bekendtskab.

Efter de vildere unge år er prinsens forhold til pressen aldrig rigtig blevet godt, og han huskes fortsat for som dreng at have råbt "al presse, pis af" under en royal fotooptagelse.

På trods af at Willem-Alexander tidligere har sagt, at forholdet til forældrene var anstrengt i teenageårene, så er det hans plan at videreføre deres stil.

I et interview med hollandsk tv siger han således, at han "først og fremmest vil være en traditionel konge".

- Jeg vil bygge på mine forfædres traditioner. De stod for kontinuitet og stabilitet for nationen, siger han i interviewet og understreger, at han som konge vil samle folket.

Sidste gang, Holland havde en konge, var, da Willem-Alexanders tip-tip oldefar, William III, regerede. Han døde i 1890.

Men som far til udelukkende døtre bliver Willem-Alexander et maskulint mellemspil på tronen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip