Vi passer stadig godt på pengene

Pungen ligger godt begravet i baglommen. Det private forbrug har været vigende i hele 2012, og den tendens ser ud til at være fortsat ind i 2013.

Derfor nedjusterer regeringen i sin nye økonomiske redegørelse forventningerne til væksten i danskernes private forbrug.

I den seneste redegørelse fra december 2012 forventede regeringen, at realvæksten i det private forbrug i 2013 ville stige med 1,5 procent. Nu lyder vurderingen i stedet på 0,4 procent.

Regeringen har også nedjusteret forventningerne for 2014. Her er nedjusteringen dog ikke helt så drastisk, men går fra 1,5 til 1,2 procent.

Det vigende private forbrug i 2012 hænger sammen med en meget svag udvikling i husholdningernes reale disponible indkomster, fremgår det af den økonomiske redegørelse.

Det private forbrug er blevet holdt oppe af et historisk højt bilsalg i slutningen af 2012, men i 1. kvartal af 2013 er bilsalget faldet, selvom det stadig ligger på et højt niveau.

Salget af biler har de seneste år været rettet mod små og benzinøkonomiske biler, så dette forbrug har til en vis grad været en investering, som danskerne foretager for at kunne spare penge på sigt.

Hvad angår detailsalget, altså salget fra eksempelvis supermarkeder og varehuse, går det også trægt. I starten af 2013 er detailomsætningsindekset målt i værdier faldet med godt 0,5 procent i forhold til 4. kvartal i 2012.

Hoteller og restauranter samt kultur og fritid har haft en mindre fremgang i omsætningen, mens andre serviceydelser har haft et stort set tilsvarende fald i omsætningen. Samlet set har omsætningen i disse brancher været uændret fra 4. kvartal i 2012 til 1. kvartal i 2013.

Adgangen til at optage billige lån i banken er en af de ting, der påvirker danskernes købelyst. Og adgangen til billig kredit er blevet begrænset væsentligt i forhold til, hvordan det var for nogle år siden.

Kravene til at optage afdragsfrie lån er for eksempel blevet ændret, og det har gjort det mindre attraktivt for danskerne at tage spenderbukserne på.

/ritzau/

Dagens Gossip