Vietnamesiske forårsruller med satayinspireret mandelsauce

Rullerne steges ikke og er derfor rå/ferske. Det hyggelige element kommer af, at de kan laves i fællesskab omkring spisebordet.

Det er lækker familiemad såvel som gæstemad. Rullerne kan fyldes med protein, grøntsager og sauce efter ønske – her får du en opskrift på ruller med kylling, blandet grønt og en satayinspireret mandelsauce.

Til 4 personer skal du bruge:
16-32 ark rispapir (antallet afhænger naturligvis af, hvor meget I spiser, men også hvor store I laver rullerne. Laves rullerne små, skal der laves flere ruller pr. mand)
600g kyllingebrystfilet
Havsalt, sort peber og smør til stegning
4 gulerødder
1 agurk
2 røde peberfrugter
2 bdt. forårsløg
2 store håndfulde ærtespirer eller friske spinatblade
1 lille potte koriander
1 bundt thaibasilikum
4 lime
4 dl mandelsmør
Ca. 2 dl vand
200g løg
4 fed hvidløg
7 cm ingefær
Smag til med havsalt, kokospalmesukker (eller andet mørkt sukker), tørrede chilikerner og limesaft)
Kokosolie til at stege i

Sådan gør du:
Rengør alle grøntsagerne - skræl gulerødderne, fjern kerner og stole på peberfrugterne osv.

Skær gulerødder, agurk, peberfrugter og forårsløg i fine stave. Pluk koriander og thaibasilikumblade af stilkene. Skær limefrugterne over i kvarte. Arranger gulerødder, agurk, peberfrugt, forårsløg, ærtespirer, koriander, thaibasilikum og lime på et fad.

Skær kyllingebrystfileterne i mundrette bidder. Krydr kødet med havsalt og sort peber og steg det i smør på en pande.

Imens laves den satayinspirerede mandelsauce.

Pil løgene og skær dem i fine tern. Pil hvidløgsfedene og skær dem i fine tern. Skræl ingefærknolden og skær den i fine tern.

Svits løg, hvidløg og ingefær godt af i kokosolie.

Tilsæt mandelsmør og vand og rør godt rundt. Saucen skal være ensartet, fed og cremet.

Saucen brænder nemt på, så vær omhyggelig med at røre rundt i gryden og brug ikke for høj varme.

Smag saucen til med havsalt, kokospalmesukker, tørrede chilikerner og limesaft. Den skal smage af noget, så brug gerne lidt rigeligt af det hele.

Rispapirsrullerne laves ved bordet, så sæt grøntsager, kylling og satayinspireret mandelsauce på bordet. Et fad, der passer i størrelsen med rispapiret, fyldes med lunkent vand (brug kogende og koldt vand i forholdet 50/50).

Lav de ferske forårsruller ved at lægge et stykke rispapir i vandet. Efter et minut eller to er arket blødgjort og kan nu lægges på en tallerken.

Fyld det let klistrede rispapir med den ønskede kombination af grønt, kød og sauce og rul rullen sammen. Pas på med at bruge for meget fyld, da det i så fald kan være svært at lukke rullerne ordentligt.

Server de vietnamesiske forårsruller med et par limebåde og evt. lidt ekstra sauce til at dyppe i.

Sabine Murati er 27 år og uddannet naturopath i biologisk medicin fra Institut for Biologisk Medicin. Hun er bosat i Canada og blogger om stenalderkost og sundhed på www.mypaleopantry.com.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip