Wilbek: Kroatien har spillet bedst ved VM

De danske håndboldherrer står over for en kæmpe opgave, når det fredag aften gælder Kroatien i semifinalen ved VM.

Det siger landstræner Ulrik Wilbek.

- Kroatien er helt klart det hold, der har spillet bedst ved VM. De har vundet over Frankrig med syv mål, og de har også vundet over Spanien. De har spillet formidabelt. De har nogle fantastisk dygtige fløjspillere.

- Det er et skræmmende hold, som vi i øvrigt tabte med 11 mål til ved OL. Og de har holdt niveauet siden OL.

- Det bliver en rigtig svær opgave, men til gengæld tror jeg, det kan blive en seværdig håndboldkamp.

- Kroatien er favorit, og vi er underdog. Men vi vil prøve alle tænkelige ting for at overraske dem, siger Wilbek.

Kampen i Barcelona går i gang klokken 21.30.

/ritzau/

 

Dagens Gossip