Politisk flertal freder omstridt moské i Aarhus

Skrevet af admin

14/01/2015

Dagens topnyheder

Der bliver ikke igangsat en rigsadvokatundersøgelse af, om en omstridt moské på Grimhøjvej i det vestlige Aarhus kan lukkes med henvisning til grundloven.

Det er konklusionen efter en to timer lang debat i Folketinget onsdag.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative vil have undersøgelsen sat i gang, fordi moskéen har opfordret til drab på jøder, og fordi miljøet omkring moskéen har været med til at sende krigere til Syrien og Irak for at kæmpe for islamisk Stat.

Det, mener de tre partier, er imod Grundloven.

Men et flertal bestående af regeringen, SF og Enhedslisten vil i stedet fastholde fokus på at bekæmpe radikalisering og ekstremisme.

Og det blev der ikke ændret ved onsdag, selvom justitsminister Mette Frederiksen (S) erkender, at hun føler sig "fristet af bare at lukke den moské".

- Det er fortsat Justitsministeriets faglige vurdering, at der ikke på nuværende tidspunkt foreligger et tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag mod en eventuel forening bag Grimhøjmoskéen, argumenterer Mette Frederiksen.

Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance vil bruge enten paragraf 67 eller 78 i Grundloven. De handler om de undtagelser, der er for både religions- og foreningsfrihed i Danmark.

Og partierne vil have undersøgelsen sat i gang trods ministerens udmelding.

- Selvfølgelig er der en mulighed for, at den kan lukkes, når personerne bag opfordrer til, at der bruges vold mod samfundet og vores demokrati, siger De Konservatives Brian Mikkelsen.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen kræver nu en høring med Justitsministeriets embedsmænd, da det er dem, der har foretaget den vurdering, der ligger til grund for ministerens holdning.

- Jeg ved godt, at vi så bliver beskyldt for at politisere embedsværket, men når ministeren drager dem ind i den politiske diskussion, vil det være relevant at få deres vurdering udspecificeret, siger han.

Venstre står som eneste parti i Folketinget uden for de to grupperinger.

Ifølge Søren Pind er partiet "ikke hjertevarme tilhængere af, at man bruger lovgivningsvåbnet til at lukke foreninger, men vi vil ikke modsætte os, at Rigsadvokaten undersøger det".

- Hvis man lukker moskeen, så gemmer de sig bare andre steder. Så vil jeg hellere have, at man idømmer dem, som faktisk gør noget, fængselsstraffe. Det er det, vi skal bruge paragrafferne om landsforræderi til, siger Søren Pind.

/ritzau/