Økonom: Familien kan leve 600 år på lottogevinst

Skrevet af admin

21/02/2015

Dagens topnyheder

Det er en 47-årig mor til fem, der har vundet 315 millioner kroner i fredagens Eurojackpot, skriver BT.

Selvom den oplysning ikke er bekræftet af Danske Spil endnu, skal vinderen ikke frygte at løbe tør for kapital foreløbig, mener privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen.

- En familie på fire kan leve omkring 600 år for de penge, siger Las Olsen til Ritzau, og forklarer at en dansk familie med to voksne og to børn i gennemsnit bruger 500.000 kroner om året, siger Las Olsen til Ritzau.

- Selv hvis hun skulle blive 100 år, kan hun bruge omkring seks millioner om året resten af sit liv. Så hun kan leve rigtig, rigtig godt resten af livet og stadig kun bruge en lille del af de penge.

Selvom det er en drøm for mange, der tilsyneladende er gået i opfyldelse for den 47-årige kvinde, kan der være en bagside, når euforien har lagt sig, advarer forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

- Det kan lyde vidunderligt at vinde så mange penge, men man skal være opmærksom på, at man pludselig får mange venner, der håber eller forventer, at man hjælper dem økonomisk, siger hun til Ritzau.

- Det kan være svært at håndtere. Derfor kan det være en god idé med professionel hjælp. For man skal finde en måde at leve med det på, hvor pengene ikke ødelægger ens liv, siger hun.

Las Olsen, privatøkonom i Nordea, er enig i, at det kan være svært at håndtere de mange millioner.

- Man skal lave en fornuftig plan, der er baseret på, hvad man vil med pengene - både lige nu, men også i fremtiden.

- Man skal virkelig tænke godt igennem, hvad man gør, for man kan gøre næsten alt med så mange penge, siger Las Olsen til Ritzau.

/ritzau/