En 28-årig mand var i livsfare efter et voldsomt knivoverfald, som en 33-årig mand nu er blevet tiltalt for.
En 33-årig mand er tiltalt for drabsforsøg, efter at en 28-årig mand blev stukket i halsen med en kniv i en lejlighed i Grønnegade i Aarhus.
Knivstikket overskar en blodåre og bragte offerets liv i fare.
Den 28-årige overlevede ifølge anklageskriftet kun, fordi han fik livreddende førstehjælp. Han havde efter overfaldet brug for at få tilført omkring fem liter blod, skriver Ekstra Bladet.
Alvorlige skader
Overfaldet fandt sted den 14. marts omkring klokken 01.55 om natten.
Ifølge anklageskriftet efterlod det voldsomme knivstik en cirka syv centimeter lang stikkanal, der gik fra halsen og helt ind til svælget.
Offeret pådrog sig desuden et langt snitsår i ansigtet i forbindelse med det chokerende overfald.
Den 33-årige er på den baggrund tiltalt for drabsforsøg. Anklagemyndigheden har alternativt rejst tiltale for grov vold i gentagelsestilfælde.
Risikerer udvisning
Sagen omfatter desuden også ulovlig besiddelse af den kniv, som angiveligt blev brugt under overfaldet.
Manden er tiltalt for at have haft kniven på sig på et offentligt tilgængeligt sted – både umiddelbart før og efter episoden. Det skete ifølge anklageskriftet uden et anerkendelsesværdigt formål.
Den tiltalte er tidligere straffet for vold, og anklagemyndigheden ønsker af den grund, at han bliver udvist af Danmark, hvis han ender med at blive fundet skyldig i den alvorlige tiltale.
Manden har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i anklagerne, lyder det fra Ekstra Bladet.
Sagen skal behandles som en nævningesag ved Retten i Aarhus den 13. november.