5 myter om dehydrering: Det bør du vide om vand

Skrevet af Laura Nygaard

19/03/2015
Er det rigtigt, at man skal drikke otte glas vand om dagen?

Dagens topnyheder

Du ved sikkert godt, at du skal drikke to liter vand dagligt og holde igen med kaffen, hvis du vil holde dig hydreret. Eller skal du? Dagens.dk giver dig et overblik over myterne - og punkterer nogle af dem, der ikke holder… vand.

Myte 1: Du skal drikke otte glas vand dagligt
Men hvor store skal de glas egentlig være? Og skal et lille barn drikke det samme som en voksen mand?

Ifølge Netdoktor varierer behovet fra person til person og afhænger af både klima og fysisk aktivitet. Yngre voksne anbefales 1-1 1/2 liter væske, mens ældre helst ikke skal under 1 1/2 liter.

Men det vigtigste er at lytte til sin egen krop. Og det bringer os til myte nummer 2:

Myte 2: Kig på dit tis
Skal dit tis være helt klart som vand, før du kan sætte hak ved dagens væskeindtag?

Ikke ifølge Lawrence Armstrong, phd. og professor ved University of Connecticut's Human Performance Laboratory. Du skal til gengæld tisse bleggult for at være på den sikre side. Han har udviklet et farvekort, som du kan bruge til at sammenligne for at tjekke op på væskebalancen.

(Vær dog opmærksom på, at visse fødevarer kan gøre din urin ret syg at se på)

Læs også: Video: Bill Gates drikker vand lavet af menneskelort

Myte 3: Kaffe dehydrerer dig
Du har sikkert hørt, at når du drikker en kop kaffe, tisser du to. Men det er ikke helt rigtigt.

Selvom koffein har en mild vanddrivende effekt, øger den ikke risikoen for væskemangel. Men hvis du er en af dem, der har kaffekanden som din tro følgesvend igennem dagen, skal du måske være på vagt.

Ifølge Mayo Clinic skal du være opmærksom på dit vandindtag, når du når op omkring fem kopper kaffe om dagen.

Læs også: FAKTA: Sådan vil miljøministeren sikre rent drikkevand

Myte 4: Man kan aldrig drikke for meget vand
Jo, det kan faktisk være utrolig farligt, men det er ekstremt sjældent, at nogen drikker så meget vand, at de udsætter deres krop for fare.

Symptomerne er kvalme, hovedpine, forvirring og træthed og kan ende med koma. Marathonløbere skal passe på, da de ofte drikker, inden de bliver tørstige.

Hovedreglen er, at du ikke skal drikke dig mæt i vand, skriver Shape.com.

Myte 5: Din hud afslører dehydrering
Denne myte er god nok.

Hvis dine øjne virker indsunkne, og de mørke cirkler under øjnene vokser, er det nok bedre med et glas vand end en kop kaffe eller energidrik. Det kan nemlig være tegn på dehydrering. Men du kan også bruge huden på håndryggen som en indikator.

Tag fat om huden med tommel og pegefinger og træk let til. Lægger den sig fladt igen med det samme, er du ok, men tager det et stykke tid, bør du drikke noget mere.

Læs også: Verdens mest populære flaske fylder 100 år: Få her sandheden om Coca-Cola