Er du vild med denne drink? Så er du muligvis psykopat

Skrevet af Nils Würtzenfeld

14/11/2016
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Er du til strawberry daiquiri eller gin & tonic? Dit svar siger måske mere om din personlighed, end du aner.

Dagens topnyheder

Der er (muligvis) dårligt nyt for alle os, der elsker en god gin & tonic.

Et østrigsk forskerhold mener nemlig at have fundet en sammenhæng mellem forkærlighed for blandt andet gin & tonic og psykopatiske tendenser. Det skriver Iform.dk.

Det er forskere på Inssbruck University i Østrig, der har valgt at undersøge sammenhængen mellem personlighed, og hvad folk godt kunne lide at indtage.

Derfor fik man i to adskilte undersøgelser 1000 forsøgspersoner til at udfylde en liste over hvilke føde- og drikkevarer de bedst kunne lide – i rangeret rækkefølge.

Derefter blev de præsenteret for en personlighedstest, der blandt andet tog udgangspunkt i empati. I løbet af testen skulle de svare på, om de var enige eller uenige i forskellige udsagn – blandt andet 'jeg nyder at plage folk'.

Det opsigtsvækkende resultat viste, at de forsøgspersoner, der nød bitre fødevarer, som eksempelvis gin, tonic, kaffe og mørk chokolade, generelt udviste flere psykopatiske tendenser, end de, der foretrak at holde sig til de sødere føde-og drikkevarer.

En af de ledende forskere bag studiet, Christina Sagioglou, forklarer resultatet med, at mennesker i al almindelighed er indrettet med en forbeholdenhed og forsigtighed overfor mad, der smager bittert, da vi fra naturens side forbinder dette med noget, der er giftigt.

Mennesker med psykopatiske tendenser er derimod mere risikovillige – ja nærmest tiltrukket af netop denne 'giftige' smag.