13-årig truede købmand med pistol: Ville have fat i cigaretter

Skrevet af Henrik R

19/08/2019
Politiet var på dronejagt efter en blot 13-årig dreng, som var mistænkt for at stå bag et røveri hos en købmand. Drengen skulle med en pistol have truet den ansatte bag kassen til at udlevere tre cigaret-kartoner.

Dagens topnyheder

I Danmark kan man ikke ryge i fængsel, hvis man er under 15 år. Det var måske også årsagen til, at det netop var en 13-årig dreng, der røvede en Min Købmand-butik i Stige på Fyn.

Den unge dreng kom ind i Min Købmand-butikken søndag aften klokken 19.30, hvor han ved hjælp af en luftpistol truede sig til tre kartoner cigaretter. Det fortæller Fyns Politis vagtchef, Lars Tvede.

Da den unge dreng havde forladt butikken, gik der ikke længe, før politiet fandt frem til ham. Det gjorde de ved hjælp af en drone, hvor drengen befandt sig i et grønt område.

20-årig blev også anholdt

Foruden den 13-årige dreng, så blev også en 20-årig mand anholdt af politiet. Han formodes at være en medgerningsmand, og det kunne altså tyde på, at det har været et bevidst valg, at det skulle være den 13-årige og ikke den 20-årige der røvede købmanden, på grund af den danske lovgivning.

Den 13-årige og den 20-årige er ifølge politiet ikke i familie med hinanden, men de kender til gengæld hinanden. Den 13-årige er blevet anbragt på en institution, mens den 20-årige i øjeblikket er i politiets varetægt.

Den kriminelle lavalder i Danmark er på 15 år. Lavalderen er en grænse for, hvornår man pådrager sig et strafferetligt ansvar i Danmark. I 2010 blev den kriminelle lavalder sænket til 14 år, men da det udløste kritik fra medlemmerne i FN’s komité for Barnets Rettigheder, valgte man igen i 2012 at hæve den til 15 år.