Flere og flere læger går imod Sundhedstyrelsens anbefalinger.
Vægttabsmedicin har på få år ændret mulighederne for behandling af svær overvægt.
Det gælder ikke kun voksne. Også børn og unge kan i visse tilfælde få medicinsk hjælp, men behandlingen af de yngste kræver særlig opmærksomhed.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at Wegovy til børn og unge håndteres af børnelæger eller læger med særlig erfaring i behandling af svær overvægt hos denne aldersgruppe.
Alligevel viser et nyt dansk studie, at en stor del af recepterne til unge under 18 år bliver udskrevet af praktiserende læger.
Markant ændring efter Wegovy
Studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Obesity, har undersøgt brugen af vægttabsmedicin blandt 12-24-årige fra 2018 til 2025.
I perioden indløste 12.993 unge en recept på medicinen. Forskerne fandt samtidig en tydelig ændring i, hvem der står bag recepterne til de yngste.
Det skriver B.T.
Før 2021 blev GLP-1-medicin til personer under 18 år ifølge forskerne udelukkende udskrevet fra børne- og ungeafdelinger. Efter Wegovy kom på markedet, har billedet ændret sig.
Nu kommer mellem 40 og 50 procent af recepterne til unge under 18 år fra praktiserende læger.
“Det er slående, hvor lille en del af Wegovy til børn og unge, der udskrives af børnelæger,” siger læge og ph.d. Helene Kildegaard, der er førsteforfatter på studiet.
Forsker peger på mulig forklaring
Studiet fastslår ikke, hvorfor de praktiserende læger i så stort omfang udskriver medicinen. Helene Kildegaard peger dog på én mulig årsag.
Ifølge hende kan det være vanskeligt at få børn og unge med svær overvægt videre til specialiserede behandlingstilbud. Vejen kan være præget af både ventetid og afvisninger.
Samtidig står den praktiserende læge med en behandling, der kan hjælpe patienten, og som nogle familier efterspørger.
Sundhedsstyrelsens anbefaling er imidlertid, at medicinen ikke bør stå alene.
Behandlingen skal blandt andet følges af fokus på kost, motion, søvn, trivsel og ændringer i familiens vaner.
Studiet viser desuden, at kun omkring halvdelen af de unge fortsat indløser recepter et år efter behandlingsstart.
Forskerne kan ikke ud fra undersøgelsen afgøre hvorfor, men pris og bivirkninger nævnes som mulige forklaringer.
Det kan være problematisk, fordi tidligere forskning ifølge Helene Kildegaard tyder på, at vægten ofte stiger igen, når behandlingen stoppes.