20-årig mand hoppede ind i den forkerte bil: Nu advarer politiet

Skrevet af Julie Møller

04/10/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Den unge mand valgte natten til søndag at hoppe i en pirattaxa. Nu advarer politiet.

Dagens topnyheder

Tag en rigtig taxa eller brug offentlig transport.

Sådan lyder opfordringen fra Østjyllands Politi, der advarer borgere om at tage en pirattaxa.

Det sker i kølvandet på en episode med en 20-årig mand, der var udsat for tyveri i forbindelse med en pirattaxa-tur.

Det skriver Østjyllands Politi i den seneste døgnrapport. 

Den unge mand har forklaret til politiet, at han natten til søndag tog en pirattaxa hjem fra Åboulevarden i Aarhus. Da han skulle betale, opdagede han, at hans pung var væk. Den ”fandt” taxachaufføren dog til ham i bilen, inden den 20-årige steg ud. 

Træls overraskelse

Senere opdagede den 20-årige mand, at hans kreditkort manglede. Derudover var der blevet hævet flere tusinde kroner fra hans konto. 

Det er ikke første gang, at sådan en sag bliver anmeldt til Østjyllands Politi. De har set lignende sager, og politiet opfordrer kraftigt til, at man aldrig tager en pirattaxa. Tag en rigtig taxa eller brug offentlig transport, lyder det fra politiet.