22-årig alvorligt kvæstet: Styrtede 10 meter ned fra tag for øjnene af politiet

Skrevet af NilsW

26/10/2018
Tre unge indlagt i nat.
Tre unge indlagt i nat.
En 22-årig mand er blevet alvorligt kvæstet, efter han fredag er faldet ned fra et tag i Aalborg.

Mest læste i dag

Natten til fredag klokken 03.38 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at nogle unge mennesker havde taget ophold på taget af Ved Stranden 9 i Aalborg.

Det fik straks politiet til at sende en patrulje til adressen. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Fra anmelderens lejlighed fik politiet kontakt til to unge mænd på henholdsvis 22 år og 23 år, der begge opholdt sig på taget af bygningen.

De to unge mænd blev af politiet bedt om at komme ned fra taget, men under dialogen med betjentene faldt den 22-årige pludselig ud over taget og styrtede omkring 10 meter ned.

En ambulance blev straks tilkaldt, hvorefter den unge mand blev hastet til Aalborg Universitetshospital med alvorlige kvæstelser.

De pårørende til den 22-årige mand er underrettet.

Da faldet skete, mens politiet var i kontakt med den 22-årige, blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) underrettet og har nu overtaget sagsbehandlingen.