Forside 112 33-årig mand hvidvaskede over 57 millioner kroner: Nu har han...

33-årig mand hvidvaskede over 57 millioner kroner: Nu har han fået sin straf

Fire 500-kronesedler og to 100-kronesedler
Shutterstock

En 33-årig mand har fået sin straf, efter at være blevet kendt skyldig i at have hvidvasket over 57 millioner kroner.

En 33-årig mand er ved Københavns Byret dømt for hvidvask af særlig grov karakter og idømt tre år og tre måneders ubetinget fængsel.

Sagen er efterforsket og ført af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som skriver om sagen i en pressemeddelelse.

Manden fungerede i perioden februar til december 2021 som direktør for en virksomhed, hvis bankkonto han valgte at stille til rådighed for andre.

Via fiktive fakturaer blev penge ført ind og ud af virksomheden med det formål at sløre deres ulovlige oprindelse.

I alt passerede 57.420.356 kroner gennem kontoen, uden at der var nogen reelt drift i selskab. Virksomheden fungerede derfor som det, der betegnes som en fakturafabrik.

Yderligere sanktioner

Ud over en fængselsstraf modtog den 33-årige også en advarsel om udvisning fra Danmark.

Han er desuden i tre år frataget retten til at deltage i ledelsen af virksomheder uden personligt og ubegrænset ansvar, hvilket gælder både i Danmark og i udlandet.

Specialanklager hos NSK Christian Christensen giver udtryk for at være tilfreds med resultatet.

“Jeg er tilfreds med dommen, der understreger, at hvidvask af kriminelle midler er alvorlig kriminalitet,” siger han.

Han gør det også klart, at hvidvask udgør selve fundamentet for, at kriminelle kan introducere ulovligt udbytte i den lovlige økonomi.

“Derfor er det vigtigt, at slå hårdt ned på denne form for kriminalitet,” tilføjer han.

Ads by MGDK