36-årig ansat på dansk folkeskole filmede elever der klædte om

Skrevet af Henrik R

25/02/2019
Foto: Niels Ahlmann Olsen / Ritzau Scanpix
Foto: Niels Ahlmann Olsen / Ritzau Scanpix
En 36-årig mand er blevet sigtet af politiet for blufærdighedskrænkelse, da de fandt beviser på, at han har filmet elever i færd med at klæde om.

Dagens topnyheder

En ansat på Karensmindeskolen i Støvring er blevet sigtet af politiet for blufærdighedskrænkelse, hvor han mistænkes for at have filmet elever, mens de har klædt om i forbindelse med idræt.

Det var ledelsen fra Karensmindeskolen der indgav en anmeldelse til politiet den 4. februar, da de opdagede en rygsæk i skolens omklædningsrum, der blandt andet indeholdt noget overvågningsudstyr. Politiet begyndte at efterforske sagen med det samme, og her fandt de optagelser af nogle elever, der var i færd med at klæde sig om.

Sidenhen har politiet fundet ud af, at en 36-årig mandlig ansat fra skolen var ejer af udstyret. Den 36-årige er derfor omgående fratrådt sin stilling.

Intet tyder på, at materialet er blevet delt

Episoden har fundet sted i en tid, hvor der er meget opmærksomhed rettet mod deling af nøgenhed på internettet, og mens direktør for Rebild Kommune Vibeke Lei Stoustrup er rystet over hændelsen, så glæder hun sig over, at der ikke er tegn på, at optagelserne er blevet delt.

”Det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt det, der er sket her, og jeg kan ikke beklage det nok overfor de børn, der er blevet filmet uden deres vidende. Heldigvis er der på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at materialet er blevet delt med andre,” fortæller hun, mens hun samtidig roser det det hurtige arbejde, der har været meget afgørende.

”Jeg er glad for at skolen handlede så hurtigt og konsekvent, som de gjorde, da de blev opmærksomme på sagen, og jeg må rose det gode samarbejde, der har være med politiet. Det har været afgørende for, at sagen er blevet stoppet nu,” lyder det fra direktøren.

I dag bliver elever, forældre og kollegaer på Karensmindeskolen orienteret om situationen, og allerede i morgen vil der være et dialogmøde for forældrene til eleverne.

Samtidig er elever og forældre blevet stillet hjælp til rådighed, hvor de har haft mulighed for at få konsultationer med en børnepsykolog.