Børn sprang for deres liv: Politiet efterlyser vidner til vanvidskørsel

Skrevet af Henrik R

28/03/2019
Foto: Politi
Foto: Politi
Børn og voksne måtte springe for livet, da en bilist i en grå Audi A6 var ved at torpedere dem. Politiet leder nu efter vidner.

Dagens topnyheder

Søndag den 24. marts klokken 17:50 fik politiet øje på en Audi A6, der foretog et ulovligt højresving i krydset ved Islandshøjvej og Nivåvej. Politiet satte derfor efter bilen, som dog ikke havde i sinde at stoppe for politiet.

Bilen accelererede kraftigt, og igangsatte en vanvidskørsel, hvor flere personer var yderst tæt på at blive ramt. Føreren af bilen påkørte både skraldespande og hække, inden han stoppede op og forsøgte at flygte fra politiet på fod.

Politiet indhentede dog manden og anholdte ham på stedet.

Politiet vil danne et overblik

Det hele foregik i et højt tempo, og mange bilister og trafikanter var nødt til at bremse op og foretage undvigemanøvrer, for ikke at blive ramt af bilen. Værst var det lige ved at gå ud over en række personer, hvor også børn måtte springe for deres liv på et græsareal i nærheden af Islandshøjparken.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har overværet situationen eller var en del af den, så de kan danne sig et bedre overblik over, hvad der er sket.

”Hvis nogen har oplevet den grå Audi A6 på nært hold søndag aften, så de måtte springe for deres liv, vil vi gerne have, at de kontakter os. Vi er klar over, at både børn og voksne var udsatte i forbindelse med vanvidskørslen, og for at få et overblik over sagen vil vi meget gerne høre fra dem,” fortæller politikommissær Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi.

Det viste sig at være en 21-årig mand fra Nivå, som var fører af bilen, og han er sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed. Han blev mandag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, hvor han er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, da man frygter en gentagelse af lignende kriminalitet.

Er du en af de forurettede i sagen, eller har du overværet vanvidskørslen, så må du meget gerne kontakte Nordsjællands Politi på 114 eller email ema002@politi.dk