Derfor arrangerede danske folkeskoleelever et masseslagsmål

Skrevet af Henrik R

10/12/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
I starten af december tørnede to unge grupper af folkeskoleelver fra to skoler sammen. De havde nemlig arrangeret et slagsmål midt i Skørping by.

Dagens topnyheder

Det er normalt kun noget, man ser på film om hooligans eller i forbindelse med større fodboldkampe. To grupperinger der på forhånd aftaler, at de skal mødes et øde sted, hvorefter de begynder at slås med hinanden.

I sidste uge var det alt andet end hooligans, der havde aftalt at mødes, det var nemlig unge elever fra to folkeskoler i Nordjylland.

Tv2 Nord berettede i gårs eftermiddags om historien, hvor de kunne fortælle, at to grupper elever fra henholdsvis Kilden og Skørping Skole havde valgt at mødes mandag den 2. december til et stort slagsmål.

I alt deltog 15 elever i masseslagsmålet, som også blev filmet af flere personer og delt på de sociale medier. Årsagen til slagsmålet skal findes i noget så originalt som ‘strid om en pige’.

'Forsøgte at stoppe slagsmålet, men fik tæsk'

Tv2 Nord fortæller, at der er tale om to drenge, der havde en strid omkring en pige, og så havde de hver især deres følgere med. Slagsmålet var ikke et tilfældet møde, for de havde nemlig arrangeret det hele på forhånd.

“Det her er startet som noget, der minder lidt om en duel i en gammel cowboyfilm, men eleverne er gået langt over grænsen i det her tilfælde,” fortæller Søren Jørgensen, der er skoleleder på Kilden ifølge Tv2 Nord.

Skolelederne fra de to skoler arbejder i øjeblikket sammen med Nordjyllands Politi der har gang i en efterforskning. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvor længe efterforskningen vil vare og det vides heller ikke, om de unge skoleelever kan forvente at blive straffet.

Ifølge det nordjyske medie forsøgte en elev at stoppe slåskampen, men denne fik også tæsk.