Disse bilister skal være opmærksomme: Her bliver der gennemført hastighedskontrol

Skrevet af Julie Møller

19/04/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Som et led i indsatsen gennemfører færdselsbetjentene blandt andet en såkaldt Speedmarathon.

Mest læste i dag

Fra mandag den 19. april til søndag den 25. april gennemfører Syd- og Sønderjyllands Politi en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Færdselspolitiet gennemfører kontroller på veje i byerne samt på lande- og motorveje. Og som et led i indsatsen gennemfører færdselsbetjentene blandt andet en såkaldt Speedmarathon onsdag den 21. april. 

Det betyder, at der i alle døgnets timer om onsdagen vil være en ATK-indsats på den samme vejstrækning – og ikke blot i dagtimerne, skriver politiet.

“Det kniber desværre stadigvæk for nogle trafikanter at lette foden fra speederen, men vi håber, at en færdselsindsats som denne kan være med til at skabe en adfærdsændring. For der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken,” pointerer vicepolitiinspektør Knud Reinholdt fra Færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hvorfor indsats mod hastighed?

  • Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.

  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald. 

  • I 2012 – 2018 omkom 403 personer på landsplan i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72 procent af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28 procent var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang.

  • Ved 80 km/t. kører du cirka 33 meter mens du reagerer, og efter cirka 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.

  • Hvis to bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30 procent af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60 procent ved en hastighed på 90 km/t.

  • Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene. Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t.

  • De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62 procent af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38 procent af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi