Drønede forbi fotovogn med 124 km/t i 50km/t-zone: Måtte slet ikke køre bil

Skrevet af Nicolai Busekist

23/01/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En 25-årig mand blev fredag aften stoppet af politiet, efter at en hastighedskontrol havde målt ham til at køre 124 km/t i en 50 km/t-zone.

Mest læste i dag

Den 25-årige mand, der er fra Aarhus, blev fredag aften omkring kl. 18 målt til at have kørt intet mindre end 124 km/t forbi en fotovogn.

Fotovognen var af Østjyllands Politi blevet parkeret på Søren Frichs Vej i Aabyhøj ved Aarhus, hvor det ikke er tilladt at køre mere end 50 km/t. Det betyder, at vanvidsbilisten har overskredet fartgrænsen med hele 74 km/t. Den procentvise fartovertrædelse er derfor også over 100 %. 

Det oplyser Østjyllands Politi ifølge Lokalavisen

Den høje hastighed medførte, at politiet med det samme fik sendt flere patruljer ud på de aarhusianske veje, for at finde frem til den 25-årige mand, der var fører af bilen. 

Det tog politiet omtrent en halv time at finde frem til både bilen og den 25-årige mand, der havde siddet bag rattet. Her blev han sigtet for forholdet. 

Det var dog ikke det hele. Politiet endte nemlig også med at beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation. Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport for fredag. 

Efter at have bragt den unge mand til standsning, kunne betjentene i øvrigt konstatere, at den 25-årige mand faktisk slet ikke måtte sidde bag rattet i bilen. Han havde nemlig allerede fået frakendt førerretten, hvilket – som bekendt – betyder, at han ikke må køre bil.

Som følge af dette, fik han også endnu en sigtelse med sig, før politiet lod ham gå. Han blev nemlig også sigtet for at have kørt bil i frakendelsestiden. Den unge mand står ikke blot til at miste sin bil, men står dertil også til at modtage en stor bøde fra politiet i sin eBoks.