Efter fund af død måge med cocktailpølse i munden: Nu advarer politiet

Skrevet af Julie Møller

12/07/2021
Genrefoto: Shutterstock.
Genrefoto: Shutterstock.
Nu vil Nordjyllands Politi gerne advare borgerne.

Dagens topnyheder

Baggrunden for advarslen er, at Fødevarestyrelsen i weekenden anmeldte, at der på Blegkilde Alle i Aalborg var fundet en død måge med en forgiftet cocktailpølse i munden. Det fik Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi til at indlede en efterforskning af sagens nærmere omstændigheder.

Fødevarestyrelsen mistænker, at der er tale om stoffet Carbofuran, som er et kraftigt giftstof, der tidligere blev brugt til bekæmpelse af skadedyr, men som for år tilbage blev forbudt i Danmark.  

Advare borgere

Nordjyllands Politi vil gerne advare borgere – børn og voksne – der måtte opholde sig i området, mod at komme i nærheden af fødevarer, der findes efterladt, og som kan indeholde stoffet. 

Man skal ligeledes, oplyser lederen af Dyrevelfærdssektionen, politikommissær Henrik Jensen, være opmærksom på husdyr, som kommer i nærheden af efterladte fødevarer. Stoffet er giftigt ved indånding, berøring og indtagelse.   

”Jeg kan godt være bekymret for, at der kan være efterladt flere fødevarer, der kan være farlige for både mennesker og dyr omkring Blegkilde Alle – og jeg finder det forkasteligt, hvis man ved en bevidst handling har efterladt giftstof i fødevarer i det offentlige rum på den her måde,” siger politikommissær Henrik Jensen i en pressemeddelelse.

Han opfordrer til, at man tager en snak med sine børn, så de ikke samler efterladte fødevarer op.  

Det er alvor

Politikommissæren understreger, at Nordjyllands Politi ser med stor alvor på sagen, og man har fået den afdøde måge sendt til undersøgelse for at få konstateret præcist, hvilke stof der er tale om, ligesom tekniske undersøgelser skal give mulige spor i sagen.  

”Hvis man som borger finder fødevarer i området, f.eks. cocktailpølser og lignende, der kan være forgiftet, så skal man lade være med at røre ved det – man skal ringe til os på 114,” siger Henrik Jensen.