I dag er det en uge siden, at 32-årige Louise Borglit blev fundet myrdet i Elverparken i Herlev.
Den gravide kvinde blev stukket ihjel med en kniv, og selvom Københavns Vestegns Politi har set videoovervågning og afhørt flere vidner i sagen, så er morderen stadig på fri fod.
Nu har borgere fra Herlev valgt at lave en privat indsamling til en dusør, der skal uddeles til den person, der kan komme med et afgørende spor til at opklare mordet.
- Der må sidde en derude, der ved noget. Så mit håb er at en god sum penge kan give den person et spark bag i til at melde det til politiet, siger Anita Jensen fra Herlev til TV2 Lorry.
Hun har sammen med andre borgere og lokale virksomheder doneret tid og materialer til en lyskæde, der i aften skal tændes i Elverparken.
Københavns Vestegns Politi har tidligere oplyst, at et vidne har set en spinkel mand på omkring 30 år, som løb ud fra parken på det tidspunkt, hvor det bestialske drab blev begået.
Vidnet har sagt, at manden løftede opgivende med armene, før han løb retur ind i parken.
Kort efter hørte hun et højt skrig.
Den spinkle mands rolle i forbindelse med drabet er stadig uklar.
Anita Jensen håber, at den private dusør kan være med til at opklare sagen.
- Han skal findes. Sådan noget skal ikke kunne gå ustraffet hen, siger hun.