Gravide Louise blev slået ihjel i Elverparken: Politiet hælder til denne teori

Skrevet af Sol Stoffregen

18/11/2016
32-årige Louise Borglit er den fjerde gravide, der er blevet myrdet på 20 år. Foto: Privat/Facebook.
32-årige Louise Borglit er den fjerde gravide, der er blevet myrdet på 20 år. Foto: Privat/Facebook.
Politiet er stadig på bar bund i den tragiske mordsag fra Herlev, der har rystet hele landet. Men én teori vinder frem hos efterforskerne.

Dagens topnyheder

I dag er det præcis to uger siden, at 32-årige Louise Borglit, der var gravid i syvende måned, blev stukket ihjel med en kniv i Elverparken i Herlev nær København.

Selvom politiet har arbejdet på intensivt de sidste 14 dage på at finde Louise Borglits morder og gerningsvåbnet, er det ikke lykkedes. 

Det store spørgsmål er, om drabsmanden kendte Louise Borglit og havde et motiv, eller om hun blev udsat for et såkaldt fjerndrab, hvor gerningsmand og offer ikke kender hinanden, og drabet er tilfældigt.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger hælder politiet mest til den sidste teori: Den 32-årige kvinde. der luftede sin søsters hund en regnvejrsaften for to uger siden, blev et tilfædigt offer for en koldblodig morder, der dolkede hende flere gange og efterlod hende livløs på græsset i parken.

Netop fjerndrab er svære at efterforske, fordi politiet ikke ‘bare’ skal forholde sig til offerets familie og venner, men i stedet spore sig frem til en helt ukendt drabsmand, der kan hvem som helst.

Siden drabet på Louise Borglit har Københavns Vestegns Politi patruljeret regelmæssigt i Elverparken og Herlev for at sikre tryghed og give borgere med tip i sagen et sted at henvende sig. Elverparken er blevet finkæmmet af hunde, betjente og dykkere for at finde mordvåbnet, men indtil videre uden held. 

Politiet vil stadig gerne høre fra vidner, der om aftenen den 4. november enten har set den afdøde, som var iklædt olivengrønt regntøj og gummistøvler og luftede en goldenretriever, eller folk, der befandt sig i Elverparken den aften.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.