Foto: Privat
Politiet efterforsker sagen og vil gerne tale med folk, som har set noget mistænkeligt i området.
Onsdag morgen blev et omfattende hærværk på Visborg Kirkegård i Visborg øst for Hadsund i Nordjylland opdaget.
Ukendte gerningsmænd har udøvet hærværk på over 100 gravsten. Det skriver TV2 Nord.
Det omfattende hærværk er sket i tidsrummet mellem tirsdag klokken 20 og onsdag morgen klokken 7.15, hvor det blev opdaget.
Der er ikke tale om grafitti i den forstand, at gerningsmændene ikke har skrevet eller malet nogle mønstre. De har simpelthen overmalet gravstenene. Politiet ser ikke nogen tegn på, at vandalismen skulle være religiøst motiveret.
Provsten i Hadsund Provsti, Carsten Bøgh Pedersen, har været på kirkegården i dag for at besigtige skaderne.
- Det er fuldstændig meningsløst, stupidt hærværk. Vi har meldt det til politiet, og vi håber meget, at de vil finde ud af, hvem der står bag, siger han.
Muslimsk gravplads i Brøndby hærget af ukendte personer
Provstiet vil hjælpe gravejerne bedst muligt.
Har man set eller hørt noget mistænkeligt i området i det omtalte tidspunkt, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.