En 42-årig ikke-ryger blev torsdag aften stukket i låret med en kniv, da han afslog at give fremmed mand en cigaret i Hjørring.
Lige nu læser andre
En 42-årig mand kom torsdag aften galt afsted, da han gik sin sædvanlige aftentur i Hjørring.
Manden går altid en tur før sengetid, fordi han døjer med en dårlig ryg. Men på torsdagens gåtur blev manden omkring klokken 23.00 passet op af en anden mand på Norgesvej.
Det skriver BT.
Læs også
Manden bad om en cigaret, men den 42-årige mand, som er ikke-ryger, afslog og ville gå videre.
– Så trækker gerningsmanden en kniv og stikker ham i låret. Derefter trækker han kniven ud og stikker af fra stedet, siger Poul Fastergaard, som er vagtchef hos Nordjyllands Politi, til BT.
Den 42-årige mand gav efterfølgende politiet et signalement af gerningsmanden.
Han beskrives som:
– Afrikansk af udseende.
– Mellem 20 og 25 år gammel.
– Almindelig af bygning.
– 170 – 175 centimeter høj.
– Klædt i en mørk vinter dunjakke og mørke cowboybukser.
– Talte ifølge offeret snøvlende, som om, han måske var påvirket af et eller andet.
Politiet vil gerne høre fra vidner, som kan have set manden eller ved, hvem han er.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 114.