LIGE NU: 17-årig pige anholdt - truede med skoleskyderi på dansk skole

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/09/2018
Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
En kvindelig studerende på Slagelse Gymnasium er onsdag formiddag blevet anholdt for at have skrevet en bekymrende tekst på Instagram.

Mest læste i dag

En alvorlig trussel på Instagram fik onsdag formiddag Sydsjællands og Lolland-Falsters politi til at anholde en 17-årig kvindelig elev på Slagelse Gymnasium, da hun ankom til skolen med bus.

Det bekræfter vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ove Christoffersen overfor SN.dk og betegner anholdelsen som ‘ganske udramatisk’.

Anholdelsen fandt sted efter, at politiet onsdag morgen var blevet gjort opmærksom på et opslag på Instagram, som den 17-årige pige havde lagt op tirsdag aften.

Heri havde hun blandt andet skrevet, at hun måske ville blive den næste skoleskyder.

- Der er en 17-årige pige, som lagde et billede op i går aftes, hvor hun skrev, at hun måske ville blive den næste skoleskyder.

- Og hvordan skal man lige håndtere den slags trusler? Vi tog naturligvis vores forholdsregler og tog ud på skolen for at anholde hende, men det var aldrig tæt på at udvikle sig til et skyderi eller noget i den stil, siger Ove Christoffersen til Ekstra Bladet.

Flere vidner på skolen fortæller, at der var stor bevågenhed, da pigen blev anholdt, men på trods af truslerne om et skoleskyderi, blev undervisningen på gymnasiet ikke aflyst onsdag.

Den 17-årige pige befinder sig lige nu på politistationen i Slagelse, hvor hun onsdag skal afhøres. Det oplyses samtidig, at hun ikke er kendt af politiet i forvejen.

En af vidnerne til politiets anholdelse var Oliver Lucas Jensen, der er elev på Slagelse Gymnasium. Han fortæller til BT, at betjentene var bevæbnet med automatvåben og iført skudsikre veste.

- Vi havde haft psykologi og kom ud for at holde frikvarter og der så jeg en af lærerne gå rundt med en megafon. Ude foran skolen var politiet i gang med at anholde en pige. De lagde hende ned på jorden og gav hende håndjern på. Bagefter løftede de hende over i en indsatsledervogn, fortæller han til avisen.