LIGE NU: Kvinde fundet død i bæk

Skrevet af Nils Würtzenfeld

04/06/2018
Mandag er en kvinde fundet omkommet i en bæk i Vestjylland.

Dagens topnyheder

Tidligt mandag morgen blev Midt- og Vestjyllands Politi alarmeret om, at en kvinde var blevet fundet livløs i Tarm Bæk i Tarm i Vestjylland. Det skriver Tvmidtvest.dk.

- Et vidne slog alarm klokken 06.20, fordi vedkommende så kvinden i bækken ved Engvej i Tarm. Hun er formentlig druknet, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær til Tvmidtvest.dk.

Det forlyder, at kvinden er sidst i 50’erne og ifølge politiet, er der intet, der tyder på, at der er sket en forbrydelse.

- Der er ikke noget, som tyder på, at der er sket en forbrydelse. Det tyder på, at der er tale om en ulykke, men omstændighederne skal vi selvfølgelig have undersøgt nærmere, lyder det fra Simon Skelkjær.

Politiet har dog endnu ikke fået kontaktet kvindens pårørende.

Det er indtil videre sparsomt, hvor mange oplysniger politiet har i sagen, men vagtchefen har oplyst, at man ved ulykkesstedet har fundet kvindens handicapscooter.

Politiet hører derfor gerne fra vidner, der kan hjælpe med at kaste lys over, hvad der er sket.

- Lige nu ved vi ikke, hvordan eller hvornår det er sket. Så hvis der er vidner, som har set eller hørt noget omkring Engvej fra søndag aften til mandag morgen, hører vi meget gerne fra dem, lyder det fra Simon Skelkjær.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.