Mand dræbt i voldsom ulykke: Kolliderede med traktor

Skrevet af Nils Würtzenfeld

21/09/2018
En ældre mand er sent torsdag aften omkommet i en trafikulykke i Nordjylland.

Mest læste i dag

En 72-årig mand fra Hjørring har torsdag aften mistet livet, efter at have kørt frontalt ind i en traktor. Det oplyser Nordjyllands Politi til DR P4 Nordjylland.

Ulykken fandt sted ved Brønden syd for Frederikshavn kort før klokken 22 torsdag, da manden bragede direkte ind i traktoren.

Det er dog fortsat uklart, hvordan ulykken helt nøjagtig har fundet sted, lyder det fra politiet.

- Bilinspektører har undersøgt ulykkesstedet, men vi kender ikke årsagen endnu. Det kan være en kombination af en bred traktor og en smal vej. Bilisten blev dræbt på stedet, siger vagtchef Poul Fastergaard til DR P4 Nordjylland.

Føreren af traktoren er uskadt efter sammenstødet og skal nu afhøres for at klarlægge årsagen til den tragiske dødsulykke.

Den 72-åriges pårørende er underrettet.