Mand stjal tre kasser slik i Netto og blev opdaget - en kunde løb efter tyven, men det gik helt galt

Nils Würtzenfeld

384 uger siden

|

08/06/2017
112
Foto: Ritzau/Ole Kofod
Foto: Ritzau/Ole Kofod
Et mislykkes tyveri udviklede sig dramatisk, da en Netto-kunde satte efter de to indbrudstyve. Det resulterede i en tur på skadestuen.

Dagens topnyheder

Der var drama for alle pengene, da politiet klokken 20.00 onsdag aften modtog en anmeldelse om forsøg på butikstyveri i Netto på Omfartsvejen i Holbæk.

Forinden havde en ukendt mand forsøgt at stjæle tre kasser slik fra butikken, men blev opdaget og råbt an. Det skriver Sn.dk.

Det fik tyven til at tage benene på nakken, men med både personale og en 42-årig mandlig kunde i hælene.

På parkeringspladsen foran Netto ventede en 35-årig mand fra Jyderup i en flugtbil, men tyveknægten valgte dog at efterlade sin medsammensvorne og stikke af til fods.

Manden i bilen gjorde med det samme klar til ligeledes at tage flugten, men pludselig dukkede den 42-årige kunde op og forsøgte at tage bilnøglen fra den 35-årige.

Det fik den medsammensvorne til at gasse op og køre derfra med kunden stadig hængende ud af døren i førersiden.

Den 42-årige blev slæbt nogle meter, hvorefter han faldt ned på asfalten, mens manden i bilen stak af.

En efterfølgende undersøgelse på skadestuen viste dog, at den handlekraftige 42-årige var sluppet uskadt fra den voldsomme oplevelse.

Selvom det efterfølgende ikke lykkes politiet at finde tyven med en hundepatrulje, så havde Netto-personalet været hurtige nok til at notere nummerpladen på flugtbilen.

Dermed kunne politiet nemt finde frem til den 35-årige fra Jyderup.

Han blev dog ikke anholdt, da han ifølge kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, har lovet politiet at møde op til afhøring hos lokalpolitiet i Holbæk i løbet af torsdag.

Politiet mangler dog stadig at finde frem til den mislykkede sliktyv. Han beskrives som 185-190 centimeter høj, spinkel af bygning og med kort, lyst hår.

Han var iført camouflagefarvede bukser og en mørkeblå dynejakke.

Læs også: Nu er den gal igen: Livfarligt hærværk på biler fortsætter