Politiet efterlyser såret hund: Løb væk efter at være blevet skudt af betjent

Skrevet af Ane Sørensen

14/03/2018
Foto: Shutterstock (dette er et arkivfoto)
Foto: Shutterstock (dette er et arkivfoto)
Tirsdag eftermiddag blev en politibetjent bidt af en hund, som blev skudt og løb ind i et nærliggende skovområde. Nu efterlyser Østjyllands Politi den sårede hund.

Mest læste i dag

Østjyllands Politi efterlyser en såret hund, som skulle befinde sig i Lisbjerg-området.

Det sker efter en politiforretning i Lisbjerg tirsdag eftermiddag, hvor en politibetjent blev overfladisk bidt af en større mørkebrun hund af racen ‘Tibetansk Mastiff’.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelse.

- Som følge heraf blev hunden skudt og ramt, hvorefter den løb ind i et nærliggende skovområde (Lisbjerg Skov). Det var efterfølgende ikke muligt for hverken ejer eller politi at indfange hunden, skriver politiet.

Onsdag har Østjyllands Politi afsøgt et stort område i Lisbjerg med schweisshunde for at finde hunden. Det er dog endnu ikke lykkedes at finde frem til den.

Derfor vil politiet gerne høre fra borgere, som har set eller ser den store mørkebrune hund.

Hunden kan ifølge politiet finde på at bide, hvorfor borgere, som ser den, opfordres til ikke at gå hen til den.

Du kan i stedet kontakte Østjyllands Politi på 114.

Læs mere om de mest populære hunderacer i Danmark her.

For flere 112 nyheder besøg vores oversigt.