Politiet har fået nyt udstyr, som meget lettere giver dig bøder

Skrevet af Henrik R

06/05/2019
Hvis du har begået en lovovertrædelse i trafikken, og skal modtage en bøde af politiet, så skal du ikke længere vente mere end en måned, før du får den. Politiet har nemlig fået nyt udstyr, som kan give dig bøden indenfor et døgn.

Dagens topnyheder

Hvis man har kørt for hurtigt i trafikken og bliver blitzet af en fotovogn, så går der ofte længe før, at man rent faktisk modtager en bøde. Det er ikke unormalt, at der kan gå mere end en måned før, at bøden pludselig ligger i ens e-boks, og derfor tror mange bilister, at de har været heldige, og at bøden er gået tabt.

Den følelse vil danskerne dog ikke komme til at opleve i fremtiden, hvert fald ikke, hvis det nye udstyr politiet er ved at teste, bliver en succes. Politiet skal nemlig til at betjene en helt ny bøde-app, og den gør, at blandt andet fartsyndere vil modtage deres bøde indenfor 24 timer efter overtrædelsen.

“Bødeapp'en er ved at blive udrullet nu - ikke at jeg opfordrer folk til at møde den, men det er den, man vil kunne opleve i dagligdagen i flere kredse,” fortæller Lars Ole Dybdal, der er IT-direktør hos Rigspolitiet til DR.

Farvel til gammeldags metoder

Når en bøde skal skrives ned i dag, så er det på den klassiske måde med papir og kuglepen. Derefter skal det så skrives ind i et computersystem, når betjenten vender tilbage til kontoret.

Hele den proces er langsommelig, og hvis der er blevet delt mange bøder ud i løbet af en dag, så tager det selvsagt lang tid, før alle bøderne er tastet ind i systemet.

Nu vil betjenten i stedet kunne taste bøden ind på sin mobiltelefon, mens han står og snakker med den person, som han netop har stoppet for en lovovertrædelse. Bøden ryger dermed direkte ind i politiets system, så de kan sende bøden videre til vedkommende, der skal have den.

Politiets IT-direktør forsikrer dog om, at man ikke bare kan stjæle en politibetjents telefon, og derefter begynde at sende bøder til alle mulige forskellige danskere. Politiet har nemlig selv mulighed for på afstand at lukke ned på telefonerne, så hvis en telefon pludselig forsvinder, så vil den altså ikke længere kunne bruges.